International vilje til vækst i Aalborg

Erhvervshus Nordjylland har søsat et program, der skal skabe øget digitalisering og internationalisering i virksomheder med det største potentiale. I Aalborg har den globale forhandler af medicinsk udstyr LBN Medical skabt en lysende vækstvirksomhed, der om nogen har taget Vilje til Vækst-programmets formål til sig. Således har LBN Medical ad to omgange været en del af et rådgivnings- og kompetenceforløb, der blandt andet har klædt virksomhedens medarbejdere bedre på til at arbejde med strategi og ERP.

Medical
                        scanner, LBN Medical

Pressemeddelelse skrevet af Jacob Lange, d. 22/12/2020


Corona-krisen er på ingen måde klinget af, men heldigvis har Erhvervshus Nordjylland og de 11 nordjyske erhvervskontorer lige nu mulighed for at rekruttere nye virksomheder til programmet Vilje til Vækst. Det er sat i verden for at øge digitaliserings- og internationaliseringsgraden blandt de mest vækstorienterede nordjyske virksomheder, og en vigtig del af programmet er den rådgivning, man som virksomhed får adgang til undervejs. Vilje til Vækst kan blandt andet bruges til digitalisering, indkøring af ny teknologi eller it, forretningsmæssig sparring eller internationalisering, og det har passet perfekt til Aalborgvirksomheden LBN Medicals udviklingsplaner.

LBN Medical equipment and employee

Således besluttede den i forvejen succesrige forhandler af brugt medicinsk udstyr som fx CT-scannere, MR-scannere, røntgenudstyr og ultralydsapparater at kaste sig over indkøringen af et nyt ERP-system for godt et år siden. Det forudsatte nye interne kompetencer blandt medarbejderne og dybdegående vejledning i, hvordan beslutningsgrundlaget forud for valget af et nyt ERP-system skulle se ud.

- Vi hørte om Erhvervshus Nordjylland og opdagede Vilje til Vækst-programmet, som har været noget nær skræddersyet til vores formål. Vi er en stor virksomhed med aktiviteter på et væld af markeder rundt om i verden, og derfor er indkøringen af et nyt ERP-system ikke noget, man bare lige gør med venstre hånd for nu at sige det mildt. Undervejs har vi fået super god vejledning af Erhvervshus Nordjylland i, hvilke muligheder vi havde for at kompetenceløfte vores medarbejdere, og vi er stille og roligt ved at høste frugterne af hele processen, siger LBN Medicals COO Erik Madsen, der står for indkøb, logistik og den tekniske installation af LBN Medicals udstyr hos kunderne.

Forud for ERP-projektet kørte LBN Medical også et forløb, der har bidraget til virksomhedens evne til at arbejde med strategi. Det var på mange måder en forudsætning for den succesrige ERP-indkøring, idet ledelsen og bestyrelsen valgte en række ambassadører internt i virksomheden, der skulle være med til at sikre en effektiv udbredelse af de nye intelligente it-værktøjer i organisationen.

Erik Madsen, COO, LBN Medical

- Mindst lige så vigtigt som det rigtige ERP-system er det, at vi evner at arbejde strategisk. Det er det, der gør, at vi vil kunne udvikle virksomheden i den retning, vi ønsker, og strategien er vores katalysator for fremtidig vækst. Derfor har det bidraget med en hel masse værdifulde kompetencer, at vi har været med på Vilje til Vækst. Det hele har kørt ret glat, og vi har kunnet klæde medarbejderne ordentligt på i forhold til de relativt store ændringer, som både en ny strategi og nyt ERP-system naturligt medfører. Det har vitterligt været guld værd for os, siger Erik Madsen.

LBN Medical er en ”born global”-virksomhed, der er stiftet med global handel for øje. Således indkøber virksomheden brugt medicinsk udstyr overalt i verden, bl.a. når producenterne lancerer nyt udstyr til hospitaler og klinikker. Det sælger LBN Medical derefter videre efter en grundig teknisk gennemgang på faciliteterne i Aalborg. På den måde genbruges og levetidsforlænges udstyret betragteligt.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Sidst opdateret: 22.12.2020