Et udfordrende 2020 rinder snart ud!

2020 har været et vanskeligt år i Nordjylland for mange af jer og jeres medarbejdere - professionelt og privat. Corona-pandemien har i den grad også sat dagsordenen for vores indsats i Erhvervshus Nordjylland.

Vi står sammen i Nordjylland grafik, Erhvervshus Nordjylland

Indlæg skrevet af Lars Erik Jønsson, adm. direktør, d. 18/12/2020


Vi ser og taler med mange virksomheder, som har det meget svært. Minkerhvervet og afledte erhverv er naturligvis ramt på deres livsværk direkte og umenneskeligt voldsomt. Turisme- og oplevelsesvirksomhederne samt dele af detailhandlen har det meget vanskeligt. Eksportvirksomhederne er også ramt. Mens hjemmemarkedserhvervene, herunder bygge- og anlægsbranchen, har klaret sig bedre, hvis vi ser bort fra de udfordringer, der blev skabt med nedlukningen af de 7 kommuner i november måned.

Vi har i Erhvervshus Nordjylland gjort alt, hvad vi kunne, for at hjælpe de nordjyske virksomheder godt videre.

Vi oprettede, da Danmark blev lukket ned i marts 2020, en Corona-hotline for de nordjyske virksomheder sammen med de 11 lokale erhvervskontorer, hvor vi har vejledt om hjælpepakker, krisehåndtering, omstilling i forretningsplaner, digitalisering og meget mere. Og vi har i 2020 været i direkte tæt dialog med godt 1.000 virksomheder, hvor mange af jer heldigvis også har haft overskud til at begive jer ud på en konkret udviklingsrejse. Og vi har naturligvis prioriteret tæt kommunikation og markedsføring af vores tilbud til jer.

Nordjylland er generelt indtil nu sluppet nådigt igennem krisen med mindre stigning i arbejdsløshed og antal konkurser end udviklingen i landet som helhed. Takket være en stærk indsats af ledere og medarbejdere i virksomhederne hjulpet på vej af statens hjælpepakker og vejledning fra mange gode kræfter.

Efter en meget nedlukket periode her mod slutningen af året, hvor vi forhåbentligt får styr på Corona-pandemien, ser vi frem til, at 2021 bliver et nyt fremgangsrigt år for nordjysk erhvervsliv. Et 2021 med fokus på omstilling til tiden efter Corona, digitalisering og grøn og bæredygtig udvikling. Vi har så mange potentialer i Nordjylland, som vi skal udnytte. Vi står i Erhvervshus Nordjylland sammen med andre gode kræfter klar til at hjælpe jer med jeres konkrete udfordringer og potentialer.

Glædelig jul og godt nytår!

Lars Erik Jønsson
Adm. direktør

Sidst opdateret: 21.12.2020