Indhold er hentet
Trivsel og mental sundhed i nordjyske SMV’er
Velliv Foreningen støtter Erhvervshus Nordjyllands projekt, der skal undersøge trivsel og forandringsledelse, når virksomheder står over for ejerskifte.
Indhold er hentet
Velliv Foreningen har givet tilsagn om en bevilling på 3.826.501 kr. til Erhvervshus Nordjyllands projekt, som sætter fokus på et nyt koncept om trivsel og forandringsledelse i forbindelse med ejerskifte i SMV'er.
"Vi ved, at ca. 39.000 ejerledede virksomheder i Danmark står over for et ejerskifte inden for de næste 10 år. Vi ved også, at ejerledere ofte alt for sent begynder overvejelser om ejerskiftet. Samtidig er det en proces, der kan tage op til flere år. En sådan proces har indflydelse på trivslen for ejerlederen og medarbejdere, og potentielt værdien af virksomheden. Derfor er vi glade for, at Velliv Foreningen støtter projektet, som er et udviklingsprojekt, der kommer til at skabe fremtidens ejerskiftekoncept, hvor trivsel og succes i ejerskifteprocesser er central,” fortæller projektleder Rikke Alexandra.
En kompleks opgave
Ejerskifte er en stor og ofte kompleks forandringsproces, som er tæt koblet med mental sundhed og evnen til at håndtere udfordringer i forbindelse med ejerskifte. I ejerskifteprocesser opstår ofte usikkerhed, og dermed risiko for mistrivsel; stress og utryghed hos ansatte. Ligesom det avler risiko for ledelses- og medarbejderflugt af nøglemedarbejdere.
”Med projektet forventer vi at styrke trivsel og tryghed i ejerskifteprocesser. Et ejerskifte er et langt forløb af forandringsprocesser, og målet med projektet er at samle metoder og erfaringer ind, som kan klæde ejerledere og nøglemedarbejdere bedre på til et succesfuldt ejerskifte. Derfor er vi særligt glade for, at en del af projektet omfatter vidensdeling af erfaringer og resultatet med erhvervsfremmeaktører og brancheorganisationer i hele Danmark. Dermed vil det også komme de mange ejerskifter til gode, som vi kigger ind i på landsplan de kommende ti år,” forklarer projektleder Rikke Alexandra.
Om projektet
Projektets primære målgruppe er nordjyske ejerledere på 55 år og derover fra virksomheder med 3-500 ansatte. Det involverer ca. 70-80 nordjyske virksomheder, og løber over tre år fra 2025-2027.
Erfaringer og metoder fra projektet bliver mod slutningen omsat til konkrete værktøjer, som Erhvervshus Nordjylland derefter vil bruge til at støtte SMV’er i fremtidige ejerskifteprocesser.
