Helt konkret er behandlingen 100 procent baseret på mental og fysisk rehabilitering. Den udviklede software kan via EEG- og EMG-udstyr måle smerterelateret hjerneaktivitet. Feedbacken visualiseres på en skærm, hvor man kan se, hvordan hjernen reagerer på smerte. Denne information kan hjælpe patienter med at modulere en sund hjernerespons på smerterelateret aktivitet.
REDO - Neurosystems kommer hver dag et skridt tættere på at realisere drømmen om mottoet "Treating pain Through The Brain". I skrivende stund har virksomheden rejst 545.000 euro - og uden de mange tilskudsmuligheder ville de ikke være så tæt på målstregen.
REDO - Neurosystems er ikke kommet sovende til succesen. Ud over store mængder kaffe, et ikke ubetydeligt drive og en brændende passion har de mange ansøgninger om økonomisk tilskud båret frugt. Kombinationen af et banebrydende produkt, en solid arbejdsindsats og økonomiske saltvandsindsprøjtninger gør, at REDO - Neurosystems forventeligt snart kan kalde deres startup for en scaleup, hvilket betyder, at virksomheden træder ind i en egentlig vækstfase.
Brug hjernen!
Det stod ikke skrevet i kortene, at Tor, Morten og Mathis sammen skulle grundlægge en virksomhed, og det var da også et tilfældigt møde med en medarbejder ved Aalborg universitet, der førte dem sammen.
”I foråret 2019 satte Rasmus Hedegaard et møde op mellem Tor, Morten og jeg, hvor han præsenterede den her ide omkring smertelindring, som var en idé AAU havde liggende. Han spurgte om det var noget vi kunne have interesse i at sætte i søen, og så tog det fart derfra”, fortæller Mathis.
Et tilfældigt møde blev til REDO - Neurosystems. Men det er næppe tilfældigt, at REDO - Neurosystems oplever stor succes.