Du kan bruge voucheren til udgifter forbundet med dit patentansøgningsforløb. Eksempelvis:
- Dialogsøgning
- Forundersøgelser (for eksempel freedom-to-operate og nyhedsundersøgelser)
- Patentrådgivning
- Udarbejdelse af patentansøgning
- Dansk patentansøgningsgebyr
Listen er ikke fuldstændig, men skal forstås således, at der kan gives tilskud til de udgifter, der vil være relevante for din virksomhed i forløbet fra indledende undersøgelser til der enten foreligger et udstedt patent, eller sagen er blevet henlagt. Udgifterne skal kunne relateres til et patentansøgningsforløb.
Med undtagelse af ansøgningsgebyret er de tilskudsberettigede udgifter ikke landespecifikke. Omhandler din rådgivning eksempelvis strategisk håndtering af din opfindelse eller udarbejdelse af en europæisk patentansøgning, støttes disse også.
I forhold til ansøgningsgebyr til myndigheder, gives der alene tilskud til gebyret til indlevering af danske patentansøgninger.
Hvad hvis jeg allerede er i gang?
Du kan få tilskud til udgifter, som du endnu ikke har afholdt. Det betyder, at du godt må have været igennem de indledende undersøgelser, og har du derefter brug for hjælp til at udarbejde en patentansøgning, kan du godt få tilskud til denne udgift, så længe du først går i gang, når du har modtaget voucheren.
Hvilke typer udgifter kan jeg ikke få tilskud til?
Du kan ikke få tilskud til udgifter som bygger på eksisterende patenter eller eksisterende patentansøgninger indleveret til relevant myndighed før virksomhedens modtagelse af patentvoucheren. Det vil sige, at hvis du allerede har indleveret en patentansøgning - en såkaldt prioritetsansøgning - til en myndighed, før du har modtaget voucheren, så kan du ikke få tilskud til videreførelse af denne.
Voucherne giver ikke tilskud til udarbejdelse af brugsmodelansøgninger.
Voucheren giver ikke tilskud til håndhævelse af rettigheder.
Voucheren giver ikke tilskud til design- eller varemærkeansøgninger.
Hvornår skal udgifterne være afholdt og betalt?
Din voucher er aktiv fra den dag, du modtager voucheren og 12 måneder frem. Det betyder, at udgifterne skal være afholdt og betalt senest 12 måneder efter at din voucher er udstedt.
En udgift betragtes som afholdt, når du har modtaget ydelsen - eksempelvis modtaget patentrådgivning eller gennemført en dialogsøgning.
Modtager du din voucher 29. november 2024, skal du senest 28. november 2025 have afholdt dine ydelser, betalt dem og anmodet om udbetaling.
Vær opmærksom på, at du først kan disponere over den økonomiske del af din bevilling, når de tilsendte bevillingsdokumenter er underskrevet, og du har markedsafsøgt og modtaget skriftlig godkendelse af dit valg af rådgiver fra Probase.
Har du selv afholdt patentrelaterede udgifter (modtaget ydelse og/eller betalt den) før 29. november 2024, ydes der ikke tilskud til disse. Der ydes heller ikke tilskud til udgifter betalt efter 28. november 2025.
Alle udgifter skal være afholdt af, faktureret direkte til, og betalt af modtageren af voucheren. Vi godkender derfor kun fakturaer, der er udstedt til og betalt af tilskudsmodtager. Vi godkender også kun faktura fra forhåndsgodkendte rådgivere.