Indhold er hentet
Nu er det ekstra farligt at bruge kassekreditten som målepind
Udskydelse af moms og skat er et stærkt redskab til at øge virksomhedernes likviditet. Men har virksomhederne pengene, når den udskudte moms og skat forfalder?
Indhold er hentet
Blogindlæg opdateret 10.12.2021
Mange, for ikke at sige de fleste, mindre virksomheder har ikke løbende tjek på likviditetsbudgettet og dermed i hvilket omfang, de får brug for hjælp fra deres pengeinstitut. Under relativt stabile omstændigheder kan den erfarne virksomhedsejer godt navigere uden et egentligt likviditetsbudget. Men corona har kastet mange virksomheder ud i økonomisk stormvejr, og ejerne har ofte haft deres fokus på at holde skruen i vandet med brug af de statslige hjælpepakker.
Masser af virksomheder har taget hjælpepakkerne til sig, og dermed er afskedigelser blevet undgået – indtil videre. I den seneste tids større eller mindre kaos har virksomhedsejerne forsøgt at holde båden flydende ved hjælp af pakkerne, og det er i stor udstrækning lykkedes. Spørgsmålet er, hvordan situationen er, når pakkerne er væk, og driften skal hvile i sig selv.
Udskydelsen af moms og skat medfører, at kassekreditten en overgang ser bedre ud, end den grundlæggende er. Og den overskydende likviditet havner som et midlertidigt mindre træk på kassekreditten. Her er det svært at spå om, hvordan bankernes risikovurderinger og dermed adgang til kassekredit vil se ud, når skat mv. forfalder. Har virksomheden haft en anstrengt drift, før corona viste sit grimme ansigt, da vil banken måske være tilbøjelig til at afvise et større træk.
Indhold er hentet
Søg væk fra hjælpepakkerne og trim driften
Udskydelsen af moms og skattebetaling kan ende med ikke at ruste dem ordentligt til fremtiden og resultere i mange virksomheders konkurs. Det eneste, man som virksomhedsejer kan gøre for at sikre sig mod konkurs, er at sikre en sund drift. Fokus skal med andre ord væk fra virkeligheden med hjælpepakker lige nu, og driften trimmes til den virkelighed, vi har nu. Ellers risikerer virksomheder med anstrengt før-corona-drift at havne i en tvangssituation, når moms og skat skal betales.
Indhold er hentet
Der er behov for at få styr på likviditetsbudget og økonomi. Driften skal trimmes. F.eks.: Er der brug for afskedigelser? Er udgifterne gået igennem med en tættekam? Er der behov for større tilpasninger, f.eks. at ikke-likviditetsskabende aktiviteter skæres væk? Der er masser af spørgsmål at tage stilling til for den enkelte ejer, men det er for sent, hvis ejeren venter med det, til den udskudte moms og skat forfalder, og truslen om en konkursbegæring viser sig.
Hvis vi skal forebygge en større bølge af konkurser, er det afgørende, at virksomhederne nu tager et lidt mere langsigtet fokus. Det er rettidig omhu at foregribe næste års virkelighed.
Blogindlæg skrevet 01.12.2020 af
Claus Hein
Early Warning Regional koordinator og forretningsudvikler