Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Nordjylland skal have sin del af Forsvarets ordrer

Danmark står midt i en historisk oprustning af Forsvaret. Nye investeringer i teknologi, byggeri, infrastruktur og materiel løber op i milliardbeløb i de kommende år.

Indhold er hentet

Det åbner nye forretningsmuligheder for virksomheder i Nordjylland. Også for små og mellemstore virksomheder.

Forsvaret køber nemlig langt mere end våben og avanceret militærteknologi. De har også behov for håndværk, byggeri, service, komponenter, IT-løsninger, logistik og vedligehold. Altså mange af de samme varer og ydelser, som de fleste af os benytter på arbejdspladsen og privat.  

Vores region har stærke kompetencer inden for blandt andet fremstilling, byggeri, fødevarer og maritime erhverv. Det er områder, som i stigende grad efterspørges i takt med de voksende forsvarsinvesteringer. Samtidig har Nordjylland en tradition for teknisk specialisering og stærke underleverandørmiljøer, som gør mange virksomheder oplagte samarbejdspartnere i større projekter.

Svært marked at gennemskue

Men vejen ind på forsvarsmarkedet er ikke altid enkel.

Forsvaret køber ind gennem omfattende og komplekse udbud med høje krav til dokumentation, sikkerhed, kvalitet og leveringssikkerhed. Det er ikke et almindeligt marked, og mange virksomheder har svært ved at gennemskue, hvor de finder udbuddene, hvordan de kvalificerer sig, og hvad der kræves for at komme i betragtning som leverandør.

Derfor er viden og grundig forberedelse afgørende.

For nogle få store virksomheder giver det mening at byde direkte på opgaver. For størstedelen er det mere oplagt at indgå som underleverandør eller samarbejdspartner til større leverandører. Selvom flere af de store kontrakter ender hos internationale systemleverandører, så er der brug for lokale og specialiserede virksomheder i deres leverandørkæde.

Her ligger en oplagt mulighed for nordjyske små og mellemstore virksomheder. De er kendte for at levere fleksibilitet, specialiserede kompetencer og høj kvalitet.

Industrisamarbejder åbner nye døre

En særlig mulighed opstår gennem de såkaldte industrisamarbejder, også kendt som modkøb.

Når udenlandske virksomheder leverer materiel til det danske forsvar for mere end 50 millioner kroner, kan de blive forpligtet til at indgå industrisamarbejdsaftaler med danske virksomheder. Det betyder i praksis, at de skal købe varer eller ydelser i Danmark eller samarbejde med danske virksomheder om teknologi og udvikling.

For nordjyske virksomheder kan det være en vej ind i nye, internationale samarbejder, teknologisk udvikling og i nogle tilfælde endda et springbræt til eksportmarkeder, som ellers kan være vanskelige at komme ind på. Det kræver dog, at virksomhederne kender mulighederne og ved, hvordan de positionerer sig.

Viden og dialog er nøglen

Netop derfor er der brug for større indsigt i forsvarsmarkedet blandt virksomheder. Den 9. april inviteres virksomheder, myndigheder og repræsentanter fra Forsvaret til en dag på Aalborg Kaserner for at drøfte, hvordan flere nordjyske virksomheder kan blive leverandører til Forsvaret.

Det giver små og mellemstore virksomheder indsigt i Forsvarets kommende investeringer i forsvarsinfrastruktur, i indkøbssystemer og mulighederne i modkøbsaftaler. 

Den historiske oprustning og milliardinvesteringerne betyder selvfølgelig ikke, at alle virksomheder kommer til at arbejde med opgaver i Forsvaret. Men vi skylder at klæde virksomhederne grundigt på og give dem et solidt udgangspunkt. Herefter kan den enkelte virksomhed vurdere, om forsvarsområdet er relevant, og hvad de skal forberede sig på for at en del af løsningen til at styrke det danske forsvar. 

Den historiske oprustning er en mulighed virksomhederne, og den mulighed hjælper vi gerne med.