Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Klumme: Overset greb styrker nordjyske virksomheder: Ledelsen skal også i gang

Virksomheders konkurrenceevne afhænger i stigende grad af livslang læring.

Indhold er hentet

Virksomheders konkurrenceevne afhænger i stigende grad af, at vi prioriterer livslang læring.
For eksempel på områder som digitalisering, automatisering, bæredygtighed og reguleringer, der hele tiden stiller nye krav til vores faglighed og ledelse.

Efteruddannelse kan give en stærkere faglighed, øget fleksibilitet og forbedre vores forudsætninger for at kunne gribe fremtidens muligheder.

Så hvorfor prioriterer vi ikke efteruddannelse i højere grad?

Investering i fremtiden

Nogle tøver med at prioritere efteruddannelse på grund af tidspres, økonomi eller usikkerhed på, om det konkrete forløb passer til virksomhedens behov.

Det kan jeg selv nikke genkendende til.

Men vi skal huske, at læring i dag ikke behøver være traditionel klasseundervisning, hvor medarbejderne er væk fra arbejdspladsen i kortere eller længere perioder.

Mange virksomheder vælger skræddersyede forløb for at møde ledere og medarbejdere præcis, hvor de står i forhold til virksomhedens udvikling.

Én af dem er byggefirmaet KIMBO A/S, der har efteruddannet alle medarbejdere i grundlæggende bæredygtighed gennem et todages forløb.

Dermed fik alle en fælles forståelse for krav til klimaberegninger og dokumentation, som branchen i stigende grad møder.
Og generelt ser vi, at når en hel organisation har fokus på viden og efteruddannelse, så står den stærkere over for krav fra lovgivning og kunder.

Efteruddannelse på flere niveauer

Når medarbejdere efteruddanner sig, bidrager de med nye færdigheder og viden til gavn for den enkelte virksomhed eller organisation.

Men personligt kan de også få nye perspektiver på arbejdet og fornyet motivation til at bidrage aktivt til udvikling.
Det samme gælder ledelsen, der også skal i gang.

Der kan nemlig være et stort potentiale i at styrke vores evne til at organisere, motivere og sætte retning, i takt med at virksomheden vokser og bliver mere kompleks.

Det kræver en bevidst tilgang til vores ledelsesstil, at vi lærer at formulere klare mål og finde den lederrolle, der passer til kulturen i vores organisation. Eller den kultur, vi ønsker fremover.

Derfor kan jeg kun opfordre til, at virksomheder danner sig et overblik over deres behov og muligheder for efteruddannelse.
En god idé kan være at starte i det små med temadage, sidemandsoplæring og mindre kurser. Dernæst at skabe sig et overblik over udbydere af kurser og muligheder for finansiering.

I det offentlige system findes en række muligheder for støtte og medfinansiering, som kan bidrage til at gøre investeringer i kompetenceudvikling mere tilgængelige.

Muligheder, som stadig er underudnyttede af mange nordjyske virksomheder.

Så det er bare om at komme i gang – det betaler sig.