Indhold er hentet
Højtuddannede ledige har fået hjælp til at udleve iværksætterdrømmene
Drømmen om at blive iværksætter er blevet til virkelighed for mange højtuddannede gennem udviklingsprojektet Innovativ Vækst. Her har ledige med iværksætterdrømme været fritaget fra kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det har skabt ro til at koncentrere sig om at udvikle og realisere deres iværksætter ideer.
Indhold er hentet
71 virksomheder og over 200 nye arbejdspladser. Det er resultatet af iværksætterforløbet Innovativ Vækst, som Erhvervshus Nordjylland har stået i spidsen for de seneste seks år. Undervejs har der været flere optag, hvor ledige og dimittender fra UCN og AUU har kunne søge om plads på forløbet.
Hvert forløb har varet 26 uger, og her har deltagerne afprøve deres forretningside og deres potentiale med fokus på henholdsvis afklaring, udvikling og etablering. Kun de stærkeste ideer er gået videre, da iværksætterne undervejs har været gennem en løbende godkendelsesproces, inden de kunne gå videre i forløbet. De ideer, der ikke blev godkendt, fik i stedet tilbudt vejledning om andre veje til at komme i gang med deres ide.
”Interessen for Innovativ Vækst har været stor hos målgruppen. I alt har der været 355 deltagere i forløbet og 238 iværksættere har fuldført vejlednings- og rådgivningsforløbet. De bedste er blevet tilbudt det særlige intensive udviklingsprogram. Her har de fået hjælp til forretningsmæssig sparring, midler til køb af rådgivning, adgang til mulige investorer og meget mere. Alt sammen mens de har modtaget dagpenge, og det har givet dem ro og tid til at afprøve deres vilje og evne til at omsætte deres ide til virkelighed”, fortæller Helle Schrøder Madsen, der er projektleder på Innovativ Vækst.
Springbræt fra iværksætterdrøm til karrievej
Innovativ Vækst har for mange deltagere været et afgørende skridt på vejen mod at vælge iværksætteri som karrierevej. Blandt andet for deltagerne i virksomheden Graitor, der står bag en ny digital belønningsplatform for returnering og sortering af emballager.
"Da vi kom med i Innovativ Vækst, fik vi tid til at dykke dybere ned i vores forretningsplan og forbedre os i forhold til at tiltrække investorer og samarbejdspartnere. Gennem forløbet fik vi fuld fokus på at udvikle os og sikre, at vi fik den struktur, der er nødvendig for at kunne opfylde vores visioner. Gennem Innovativ Vækst fik vi også adgang til et stærkt og værdifuldt netværk, som vi kunne spørge om hjælp”, siger Anders Jespersgaard, der er co-founder i Graitor.
I dag er Graitor til stede i Aalborg, Aarhus, Odense, København og online. De har mere end 22.000 brugere og over 90 treat-partners, der bruger Graitor som marketingplatform til at give deres forbrugerne unikke tilbud. Via Graitor er der returneret over tre millioner flasker og dåser, heraf er over en million flasker og dåser uden pant – typisk grænsedåser. Næste skridt er at udvide forretningen over Danmarks grænser.
De gode ideer og et godt samarbejde mellem aktørerne har skabt succes
Det er i høj grad de mange gode ideer og gå-på-modet blandt deltagerne, der ligger til grund for projektets succes. Men også den fælles opgaveforståelse og samarbejdet mellem aktørerne i erhvervsfremmesystemet har gjort en forskel. Her har et bredt og ligeværdigt samarbejde mellem parterne: UCN, AAU og Erhvervshus Nordjylland været afgørende for at få ambitionerne om flere iværksættere ud at leve.
”Alle involverede i projektet har været gode til at trække i samme retning. Vi er ved en fælles indsats nået i mål med at skabe vækst og beskæftigelse for højtuddannede med særlige ideer, og hjulpet dem videre mod at vælge iværksætteri til”, forklarer Helle Schrøder Madsen.
Indhold er hentet
Fakta om Innovativ Vækst
- Forløb for ledige og dimittender på 26 uger
- Rådgivnings- og vejledningsforløb: 238
- Antal nye virksomheder: 71
- Samlet budget: 30,8 mio. kr.
- Projektet er varetaget af: Erhvervshus Nordjylland i tæt samarbejde med AAU, UCN, de lokale erhvervskontorer, jobcentre og A-kasser i Nordjylland
- Støttet af: Den Europæiske socialfond