Digitalisering er om noget blevet et fælles tema for erhvervslivet uanset sektor, branche eller industri. Derfor arbejder DigitalLead-klyngen målrettet på vegne af indtil videre 500 medlemsvirksomheder, og omdrejningspunktet for klyngen er udvikling af innovative, digitale løsninger med fokus på forretningsmodeller og -processer, grøn IT, bæredygtighed, FN’s verdensmål, etik, tillid og transparens samt mennesker og teknologi.
Al erfaring viser, at et medlemskab af en klynge har en kæmpe effekt. Således kan man ifølge DigitalLead gange produktivitetsvæksten med fire sammenlignet med virksomheder, der ikke er medlem af en klynge. Ligeledes stiger innovationskraften med en faktor fire, hvis man er medlem af en klynge. Det skyldes, at klyngerne samler virksomheder og organisationer, der allerede har stor viden og ekspertise på et bestemt område, og dermed bliver klyngerne et naturligt omdrejningspunkt for værdifuld videndeling.
Det netop indgåede samarbejde mellem Erhvervshus Nordjylland og DigitalLead skal være med til at sikre, at endnu flere virksomheder kommer med på den digitale omstillingsbølge. Erhvervshus Nordjylland har hvert år kontakt med tusindvis af nordjyske virksomheder på tværs af en lang række brancher, og det er netop denne bredde, som nu skal foldes ud over for DigitalLeads medlemsvirksomheder.
- DigitalLead har en meget tæt dialog med vidensinstitutionerne i Nordjylland og eksperter i digitalisering på en række områder. Når man sætter tilpas mange kloge mennesker sammen, sker der virkelig noget, og det er hele fundamentet under klyngetankegangen. I kraft af samarbejdet med Erhvervshus Nordjylland kan vi komme i dialog med virksomheder, som ellers ikke ville have overvejet at deltage i en digital klynge. Omvendt er jeg sikker på, at vi kan hjælpe med specialistviden i forhold til de mange erhvervsvirksomheder, som Erhvervshus Nordjylland hvert år er i dialog med. Det er gunstigt for alle parter, siger Caroline Benjaminsen, CEO i DigitalLead.
Set fra Erhvervshus Nordjyllands side skal det nye samarbejde med DigitalLead være med til at sikre en nem adgang til alle de kompetencer, som ligger blandt medlemmerne af DigitalLead. Koblet med Erhvervshusets egne specialistkompetencer kan samarbejdet således være med til at sætte endnu mere fart under digitaliseringen af erhvervslivet i Nordjylland. Omvendt kan Erhvervshus Nordjylland være med til at åbne døren til nogle af de mange programmer og EU-projekter, som Erhvervshuset er aktør på.
- For mange af de nordjyske SMV’ere kan det være en stor opgave at springe ombord på det digitale udviklingstog. Nu kan de mange virksomheder, som Erhvervshus Nordjylland hver dag vejleder, lidt nemmere suge viden ud af DigitalLeads medlemmer og på den måde tage et tigerspring på digitaliseringsområdet. Det er helt afgørende, at flere gør det, og derfor vil både vi og DigitalLead arbejde målrettet på at tiltrække flere ”almindelige” virksomheder til nogle af de aktiviteter og netværksarrangementer, som DigitalLead er drivkraft på. Ligeledes ser vi frem til, at vi kan bringe vores specialistkompetencer i spil over for DigitalLeads medlemmer, siger Lars Erik Jønsson, adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland.