Indhold er hentet
Bæredygtighed har styrket forretningen hos grossistvirksomheden DRINX
Rådgivning og kompetenceudvikling spillede en vigtig rolle, da bæredygtige ideer i virksomheden DRINX skulle føres ud i virkeligheden.
Indhold er hentet
Arbejdet med bæredygtighed var ikke nyt for DRINX, der leverer spiritus, øl, vin, vand, barudstyr, rengøringsartikler, kontorartikler osv. til oplevelsesindustrien.
Siden etablering af virksomheden i 2015 har bæredygtighed været en vigtig del af virksomhedens DNA. De har blandt andet arbejdet med FN’s Verdensmål, med bæredygtighedsstrategi og med et bæredygtighedsprogram; Fueled by DRINX. Ønsket om at få udbredt deres bæredygtighedsstrategi og bæredygtighedsprogram var afgørende for, at DRINX tog kontakt til Erhvervshus Nordjylland for sparring og vejledning.
Kontakten resulterede i, at de kom med i virksomhedsprogrammet SMV:Grøn, hvor de fik rådgivning og kompetenceløft af medarbejdere i virksomheden.
Indhold er hentet
Planer, struktur og eksekvering
Rådgivningsforløbet har hjulpet virksomheden med strategisk fokus, med planer for processer, opstilling af mål og delmål og med prototypetests hos deres kunder af bæredygtighedsprogrammet. Frem mod 2025 arbejder DRINX med fire strategiske områder inden for bæredygtighed, målene er miljø/klima, affaldsreduktion, bæredygtig vækst og sundhed/trivsel.
”Når vi kigger tilbage på vores forløb, har rådgivningen i SMV:Grøn hjulpet os med at få løftet en lang række af vores bæredygtighedsplaner fra tegnebrættet og ud i virkeligheden. Vi har fået testet og prioriteret vores tiltag og verificeret, at de kommer til at gøre en forskel for både bæredygtigheden og forretningen”, fortæller Anne Voss, der er marketing- og ESG ansvarlig i DRINX.
Bæredygtighedsprogrammet, Fueled by DRINX, blev konkretiseret og styrket undervejs i rådgivningsforløbet, og har i dag styrket forretningen. Dels fordi det differentierer DRINX i markedet, da programmet tilbyder kunderne at være mere bæredygtige ved at samle deres køb ét sted, og dermed undgå at flere lastbiler skal afsted for at levere varer. Dels fordi programmet gør kunderne mere loyale overfor virksomheden.
”Vi tror på og oplever allerede, at vi bliver valgt til af nye kunder, og at vores kunder ser en fordel i, at vi hjælper dem i gang med den grønne omstilling. Det er noget, som de ikke vil eller kan være foruden fremadrettet”, fortæller Anne Voss.
En del af bæredygtighedsprogrammet er også at opgøre og synliggøre kundernes CO2-aftryk. Derved får kunderne et klart overblik over, hvilket aftryk de sætter måned for måned, noget de kan bruge i forhold til egen forretning. Affaldsreduktion er også blevet sat i system. I dag bliver kunderne tilbudt en returordning på emballage, ligesom der er øget fokus på genbrug, hvor papkasser kan omdannes til kassefyld ved hjælp af en pap-makulator. Det kommer kunderne til gode, fordi de kommer af med deres pap, DRINX sparer penge på at skulle købe kassefyld, og samtidig skånes miljøet.
Uddannelse og udvikling
En vigtig del af udviklingen i DRINX har omfattet kompetenceudvikling af nøglemedarbejdere. Anne Voss, der har bæredygtighed som en del af sit ansvarsområde, er efter en Mini MBA i Sustainability hos Aros Business Academy klædt solidt på til at varetage rapporteringsopgaver og udviklingsopgaver til gavn for både forretningen og miljøet.
”Vi har kompetenceudviklet bredt i virksomheden, så flere kender den teoretiske baggrund for alt det, vi arbejder med. De er vigtige i forhold til at klæde medarbejderne i deres afdelinger på med viden om, hvorfor vi gør, som vi gør”, forklarer Anne Voss.
Foruden Anne har virksomhedens bæredygtighedsudvalg fået et kompetenceløft og en teoretisk baggrund for alt det, DRINX arbejder med, og virksomhedens chauffører har været på et CO2-optimeret kørselskursus for at kunne agere i forhold til grøn omstilling og reduktion af CO2-aftrykket.
”Kompetenceudviklingen har gjort os skarpere på vores arbejde med bæredygtighed. Vi ved, hvorfor vi gør, som vi gør, og er klædt os på til selv at udføre strategien og de aktiviteter, der skal gennemføres for at nå vores mål. Når vi er flere medarbejdere med forskellige funktioner i virksomheden, der er blevet kompetenceudviklet og klædt på med viden, betyder det, at vi nu er endnu flere til at trække i samme retning og udføre det nødvendige arbejde”, siger Anne Voss.
Indhold er hentet
Fakta om DRINX
DRINX er etableret i 2015 af direktør Tommy Toft, og er en danskejet handelsvirksomhed, som tilbyder totalløsninger inden for spiritus, øl, vand, barudstyr, rengøringsprodukter m.fl. Oveni er de sparringspartner for både små og store kunder i forhold til indkøb og bæredygtighed.
Virksomheden beskæftiger flere end 110 personer, og servicerer over 1.500 kunder i hele Danmark.
De har hovedkontor og lager i Frederikshavn, salgskontor i København V og lager på Sjælland.
DRINX har +18.000 varenumre og råder over 27 egne biler og to elcykler.
Støttet af: